Udstillingen
" Du skal ikke tænke paa din Far og Mor" er en udstilling, som handler om børns opvækst på børnehjem gennem hele det tyvende århundrede. Det er et stykke dramatisk Danmarkshistorie, man her bliver konfronteret med.

Mange tidligere børnehjemsbørn har pålagt sig selv livslang tavshed for at beskytte sig mod barndommens sorg, skam og isolation. Og det faktum at ingen historikere og ingen museer seriøst har forsket i denne del af Danmarkshistorien betyder, at livet på børnehjem indtil i dag har været ufortalt og udokumenteret.

Udstillingen bygger på over hundrede tidligere børnehjemsbørns beretninger og fotografier, samt på besøg på 25 danske døgninstitutioner, hvoraf flere har rødder helt tilbage til 1830-erne. Også herfra er kommet beretninger og mange hundrede fotografier, som museet har lånt og affotograferet.